

OK POLENTAs lyd er en fusion af mange årtiers musikgenrer fra 1960'ernes Folk til 70'ernes syrerock og 90'ernes eksperimenter, som bandet bruger på deres helt egen legesyge facon. Bandets første album, Lille Vandal, er også inspireret af filmtemaer, der excellerer i at kunne skabe en stemning, som definerer en hel verden. I OK POLENTAs musikalske univers kan lytteren blive ved med at gå på opdagelse og finde nye facetter og referencer i de enkelte tracks. Den røde tråd ligger i instrumenteringen og ikke mindst i teksterne, som er hver sin lille historie, der kræver hvert sit soundtrack. Josephine Nørring er også skuespiller, hvilket hun bruger i sin lyrik, når hun lader sit eget liv blande sig med fiktive karakterers tanker og følelser.
OK POLENTA startede som en duo, hvor Josephine Nørring fik lov til at kigge i Pelle Brandes arkiv af gemte og glemte musikalske ideer – og der var vanvittigt mange! På kort tid fik de to sammen skabt et overvældende katalog af sange og udviklet deres helt egen stil. Dette hjertebarnsprojekt har tiltrukket nogle fantastiske samarbejdspartnere hele vejen rundt, og bandet består nu af Josephine Nørring (vokaler), Pelle Brandes (guitarer og bas), Maria Juntunen (trommer), Kristian Hybel (bas) og Søren Møller (Keys).
OK POLENTAs debutalbum hedder "Lille Vandal" og er for en betydelig del blevet til i et lille pulterkammer på en 1. sal i København, men lyden er stor! Albummet bærer den tidløse aura, som frie referencer, legesyge associationer og analoge instrumenter giver. På "Lille Vandal" optræder desuden Bjørn Fjæstad, Tumbøl Horn har optaget blæserarrangementerne i et nedlagt hønsehus i Sønderjylland, Kenneth Paulsen Grøndahl har indspillet hammond, mellotron og Rhodes i eget hjemmestudie og Lars Henrik Nissen har stået for mix/mastering. Hvert nyt medlem af familien har givet projektet nye fjer med en enorm entusiasme og troen på det umulige, nemlig at OK POLENTA kan flyve!

KONCERTER
5. april 2025
Borup Kulturhus, Møllevej 2, Borup
FRI ENTRÈ
6. marts 2025
Drop Inn, København K
27. november 2024
Ulla Terkelsen, London, Aalborg
20. september 2024
Kabys, København K
7. juni 2024
Releasekoncert, Kulturhus Indre By